Højspændingsisolatorer bruges primært til at isolere ledere fra bærende strukturer, forhindre strømlækage eller kortslutning til jord. Ved spændingsniveauer på 10 kV og derover skal isolatorer modstå høj elektrisk feltspænding; deres tekniske funktionalitet afhænger af materialeisoleringsegenskaber og strukturelt design. Nøglebegreber omfatter:
Isoleringsmaterialer: Almindelige materialer omfatter keramik, glas eller nylon. Nylonisolatorer (såsom materialet i dette eksempel) tilbyder fordele såsom lav vægt og korrosionsbestandighed; med en dielektrisk styrke på 20-30 kV/mm blokerer de effektivt strømveje.
Strukturelt design: Isolatorer består typisk af et isolerende legeme og metalbeslag. Metalbeslagene (såsom det formbare støbejern, der bruges i dette eksempel) giver mekanisk styrke og fastgør ledningerne, mens det isolerende legeme anvender en skur (skørt)-struktur til at øge krybeafstanden og derved reducere risikoen for overfladeoverslag forårsaget af forurening. For eksempel på en 10 kV-ledning skal krybeafstanden være mindst 120 mm.
Spændingsmærketilpasning: Isolatorens nominelle spænding (f.eks. 10 kV/20 kV i dette eksempel) skal overstige systemets maksimale driftsspænding for at modstå transiente overspændinger. I princippet sikrer isolatorer sikker langtidsdrift ved at fordele elektrisk feltspænding.

